Året der gik – 2019

Året der gik - 2019

Det er blevet tid til et kig tilbage på året der gik – 2019. For mig var 2019 et underligt år. Men også et år jeg på ingen måde ville have været foruden. For 2019 fik mig til at reflektere ekstra meget over tingene. Over mit liv og over hvem jeg er.

JANUAR – FEBRUAR – MARTS

I starten af året fyldte min lille A et år. Et helt år. Det første år! Og jeg fyldte 33 år, men det er en anden snak, ahem. Vi havde inviteret den nærmeste familie til boller, kage og hygge for at fejre bassemanden.

Det var også i starten af året, hvor jeg underskrev en gensidig aftale om at stoppe på mit daværende arbejde. Jeg var ikke interesseret i min nye stilling. Det var nervepirrende at skulle være ledig, og helt ærligt så havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle være det et helt halvt år. Der var virkelig rift om de gode stillinger og samtidig mange dygtige kandidater.

APRIL – MAJ – JUNI

Reklame/ambassadørskab // I foråret ringede Lise fra Bloggers By Heart (reklamelink) til mig for at spørge, om jeg ville være ambassadør for Bloggers By Heart. Det ville jeg, og jeg er så glad for at være en del af Premium netværket. Det netværk giver mig så meget, både socialt og fagligt.

Reklame/ambassadørskab // Fordi jeg var ledig, kunne jeg bruge nogle af mine onsdage på at mødes med de andre bloggere fra Bloggers By Heart (reklamelink) til fælles arbejdsdag. Det var også sådan, jeg kom i dialog med Katrine og Lise omkring at komme i praktik hos dem. Det var fire gode og spændende uger i maj-juni. De gik desværre alt for hurtigt, men jeg hjælper dem stadig lidt på sidelinjen.

Min mand og jeg var til vores gode venners bryllup. I år havde vi fået hele to invitationer til bryllup, men vi kunne desværre kun komme til det ene.

JULI – AUGUST – SEPTEMBER

Jeg fik endelig taget mig sammen til at booke en stand hos loppesupermarkedet Kirppu i Hillerød. Over tre uger solgte jeg ud af vores ting. I alt blev 92 ting solgt. Det gav mig endnu mere blod på tanden til at få ryddet op og ud. Og det er fantastisk både at kunne give sine ting nye hjem og samtidig tjene en lille mønt.

Min mand, søn og jeg var på ferie i Bulgarien, og det var en noget mislykket affære. Vi forsøgte os også med en uge i sommerhus i Sjællands Odde, men det var desværre heller ikke nogen succes. Vi var bare super uheldige på mange måder.

I slutningen af september tog jeg en hurtig beslutning og blev repræsentant for Momunity i Allerød. Som året er ved at slutte, er vi blevet 399 medlemmer i vores Momunity – Mor i Allerød Facebook gruppe, og jeg har fået søde Angelika med som med-repræsentant. Vi har afholdt vores første UnWine event, og vi har indgået vores første rabataftale med en lokal virksomhed. Og.. Så kom vi i Allerød Nyt lokalavisen.

OKTOBER – NOVEMBER – DECEMBER

I efteråret deltog jeg på et seks ugers kursus i digital markedsføring hos Bigum&Co. Det var et fedt kursus, og jeg sugede til mig af viden. Selvom jeg enten var ved at tisse i bukserne, eller syg med feber, gik jeg ikke glip af et minut. Jeg gik op til mundtlig eksamen og afsluttede med et 12-tal. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har fået hverken 11, 12 eller 13 før. Her var virkelig et område, jeg interesserede (interesserer!) mig for.

Som rosinen i pølseenden underskrev jeg kontrakt med min tidligere arbejdsplads, hvor jeg nu er ansat i en ny og spændende stilling. Det betød farvel til ledighed, usikkerhed og dagpenge. Og goddag til noget rart og velkendt samt en ny og spændende fremtid. Det føles godt at være tilbage igen, omend det på mange måder er en helt anden virksomhed end før.

Det blev jul, igen, og vi kunne fejre den anden juleaften sammen med bassemanden. Den første juleaften hjemme hos os selv, og den første jul og juleaften, som han rigtigt forstod. Med opmærksomhed, juletræ, gaver og risalamande.

TAK FOR I ÅR

Jeg har sikkert glemt en hel masse stunder. Sådan er det jo, når jeg ikke får skrevet dem ned løbende. Men her er i hvert fald dem, jeg lige husker.

Hvad husker du tilbage på fra dit 2019? Jeg håber, du havde et rigtig dejligt år fyldt med mange gode minder.

Til sidst vil jeg bare slutte af med at ønske dig et rigtig godt nytår.

Tak fordi du læser med og kommenterer. Det betyder mere, end du aner. Vi ses på den anden side! <3

No Comments

Leave a Comment

CommentLuv badge

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

error: Content is protected !!