Et år uden min far

Et år uden min far

Photo creditMonica Hjelmslund. Åh. I fredags (12.10.18) var ikke nogen nem dag for mig. Det var nemlig et års dagen for min fars dødsfald. Hvis du ikke har fulgt med her på bloggen så længe, kan du læse om det her. Jeg har forsøgt at skrive det her indlæg hver aften den sidste uge, men det har været så svært for mig. Omvendt ved jeg også, at det er terapi for sjælen at lukke mine tanker ud på skrift. So here goes.

Læs eller genlæsEt halvt år uden min far

Jeg tænker på ingen måde på min far hver dag. Slet ikke. Ikke fordi han ikke har fortjent det. Det skyldes helt sikkert, at jeg er blevet mor og har en lille krudtugle, der holder mig beskæftiget. Et dødsfald giver plads til nyt liv, og det værdsætter jeg hver dag. Min søns fødsel gik ikke helt efter planen, og jeg priser mig lykkelig for, at vi fik ham med hjem i god behold. Men, jeg ville gerne have haft både min far og min søn i mit liv.

Der er en ting, der undrer mig. Især når vi rammer sådan en mærkedag. Som du måske har læst tidligere, går det hele ikke så nemt for min mor. Og det gør det stadig ikke. Hun er det mest uheldige menneske, jeg kender. Ok, sammen med min svigermor. Hun havde det godt nok heller ikke nemt. Nå, men hver gang jeg snakker med nogen om min far, får jeg et spørgsmål. Og det er altså både fra familie, venner mv. Og det er: “Hvordan har din mor det?” Fair nok. Hun har det jo ikke nemt, og jeg ville ønske, jeg selv kunne gøre noget mere for hende.

Det jeg ikke forstår er, hvorfor ingen spørger mig: “Hvordan har du det?” Det er trods alt mig, der har mistet min far. Er vi blevet for bange for at stille de svære spørgsmål? For at skulle forholde os til de svar, der kommer? Jeg tror det. Og det er helt vildt ærgerligt. Jeg synes da, det er fantastisk, at så mange mennesker er interesserede i min mors liv. Men er de i virkeligheden bare nysgerrige. Og hvad med mig. Jeg kom faktisk lidt ind på det allerede i dette blogindlæg. De spørgsmål, vi stiller til andre, og hvad vi i virkeligheden burde stille dem.

Nå, det er bare nogle tanker, jeg har gået og sloges lidt med. Men tænk over det. Hvornår har du sidst spurgt, hvordan nogen har det. Jeg er selv skyldig her.

Læs eller genlæsEt farvel til min kære far

Min mor og jeg besluttede os for, at ingen af os havde lyst til at sidde alene i fredags. Derfor skulle jeg tage Baby A med hjem til hende. Et par dage inden tikkede der en invitation ind i min mailboks. Jeg elsker invitationer. Det var apoteker hudplejemærket Eau Thermale Avène, der inviterede på brunch og en hudplejekonsultation på Royal Smushi Café ved Amagertorv. Og jeg måtte tage både min søn og min mor med. F A N T A S T I S K. Vi nød et par dejlige timer med brunch, kage, cappuccino og ikke mindst spændende hudplejeprodukter. Jeg fik en overvældende goodiebag med hjem og er så småt gået i gang med at teste. Shit, de produkter er vanedannende.

Om aftenen kom min mand, min søster samt min søsters kæreste hjem til min mor, hvor jeg lavede mad, og vi hyggede. Det var en god trist dag.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

6 Comments

  • Charlotte 20/10/2018 at 08:26

    Jeg tænker det måske er lettere at spørge ind til din mor end det er at spørge ind til dig. Det er ikke så direkte og de skal ikke forholde sig til hun er ked af det på samme måde som hvis du er ked af det. Ikke med vilje selvfølgelig, men jeg tror folk gør det helt ubevidst. Jeg mistede min far da jeg var knap 5 og min stedfar da jeg var 16, så jeg kan virkelig godt sætte mig ind i det. Det er nu 28 år siden min far døde og selvom sorgen ikke er frisk mere er den der stadig. Måske i år mere end i mange, da min egen søn har samme alder som mig, da jeg mistede ham i år. Men det er mange år siden folk holdte op med at spørge, hvordan jeg har det med det.

    Reply
    • Lullumut 31/10/2018 at 22:27

      Du har helt sikkert ret, søde Charlotte. Det med at skulle forholde sig og tage stilling til det. Og ja, jeg tror også, det er ubevidst. Hvor bliver jeg ked af det på dine vegne. At du har haft to store tab i den alder. Det har helt sikkert ikke været nemt :-( Jeg er trods alt glad for, jeg nåede op over de 30 år, før jeg skulle miste min far. Han var gammel (i forhold til mig) i mange år, men han var aldrig syg, og han døde også meget pludseligt. Jeg synes, det er hårdt at have fået barn/børn og ikke kunne dele dem med familien. Vise dem frem. Vi har ingen oldeforældre og kun en mormor og en farfar til min søn. Jeg håber, de holder i mange år. Hvor bliver jeg også bare ked af at læse, at folk er holdt op med at spørge til dig. Jeg tror, det er fordi, de ikke selv har stået i den situation. Stort kram til dig <3

      Reply
  • Ida 19/10/2018 at 08:26

    Du siger noget. Jeg spørg oftest ind til din mor og ikke til dig. Du må på ingen måder tro at det er fordi at jeg ikke tænker på dig og hvordan du har det, men jeg ved at din mor har det svært og jeg synes at det er så synd for hende med det hele. Men det er bestemt også synd for dig at du har mistet din far og vil gerne tro at det er helt ubeskriveligt svært.
    Lover at blive bedre til at spørger ind <3

    Det lyder som en dejlig måde at bruge d. 12/10 på. :)

    Reply
    • Lullumut 31/10/2018 at 22:21

      Tak for din besked :-) Det er skam heller ikke, fordi jeg ikke sætter pris på, når der bliver spurgt ind til min mor <3 Det er bare så pokkers svært at svare på, og det har jo heller ikke rigtigt noget med mig at gøre.
      Ja, det var en god dag.
      Knus

      Reply
  • Anne-Marie 18/10/2018 at 19:54

    Det var en dejlig aften hos mor. Elsker min familie ❤️

    Reply
    • Lullumut 31/10/2018 at 22:19

      Elsker også dig – for det meste ;-) <3

      Reply

Leave a Comment

CommentLuv badge

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.