Et halvt år uden min far

Et halvt år uden min farPhoto creditMonica Hjelmslund. Der er nu gået et halvt år, siden min far gik bort. 12. oktober 2017. Det har været en turbulent tid. For det første fordi jeg var højgravid og siden har født et barn. Alle graviditets-hormonerne i min krop har ikke gjort det nemmere. For det andet fordi min mor ikke har det godt. Hun er det mest uheldige menneske, og kun få har forståelse for, at hun har mistet en livslang ægtefælle. Ingen i den situation har brug for at blive ringet op af diverse offentlige instanser dagligt. Der har været en advokat på sagen siden oktober, og jeg håber, min mor snart kan få fred. Ligeledes har min mor og jeg været i dialog med hjerteafdelingen på Herlev Hospital. Vi afventer svar fra en overlæge på, hvad der egentlig gik galt. Og om jeg har risiko for samme hjertefejl.

Jeg savner min far. Hver eneste dag. Men det har ikke været nemt, og jeg tror stadig ikke, det er gået op for mig. At min far ikke er her mere. Det har været et hårdt halvt år. Jeg var stadig ny i mit job, da det skete, og jeg havde dårlig samvittighed og travlt med at komme tilbage igen. Jeg var kun væk knap to dage og en weekend. Jeg tror ikke på, nogen har godt af at sidde derhjemme og være ked af det. Jeg havde brug for at komme i gang igen hurtigt. Men set i bagklogskabens klare lys, havde jeg nok haft brug for lidt længere tid til at bearbejde sorgen. Og en eller anden dag så tror jeg, den rammer. Og så rammer den hårdt.

Fik du læstEt farvel til min kære far

Da min svigermor gik bort i november 2015, troede jeg, jeg vidste, hvordan min mand havde det. Det gjorde jeg ikke. Langt fra. Først da min far gik bort, forstod jeg, hvordan min mand havde haft det. Og ikke mindst hvordan han har det i dag. Har du ikke stået i den situation, vil du ikke kunne sætte dig ind i det. Det kan jeg skrive under på nu. Venner og bekendte spurgte mig i flæng, om de kunne gøre noget. “Kan jeg gøre noget”? Det er ikke noget, du kan tage stilling til i så sårbar en situation. Jeg havde lige mistet min far, og jeg vidste ikke, hvad jeg havde brug for eller lyst til. Gør noget. Ring og sig “Jeg kommer forbi dig i aften. Skal jeg tage pizza eller sushi med”? Det er nemmere at tage stilling til. Det ved jeg nu, og det vil jeg tage med mig fremover. Det er så nemt at spørge, om du kan gøre noget, men det kan vedkommende ikke rigtigt bruge til noget. Bare gør noget.

Billedet er taget til mit bryllup, under to måneder inden jeg mistede min far. Min mand og jeg fik de mange, rigtig gode billeder kort efter min fars død. Jeg har kigget på dem et par gange, men jeg har ikke nydt dem sådan rigtigt. Alt jeg har set, var min far, som ikke er hos mig mere. Og det har gjort så ondt. Først i denne uge har jeg fundet dem frem igen og fået sendt nogle til tryk. Det betyder desværre også, at vi aldrig har fået sendt takkekort ud omkring vores bryllup. Muligvis mega dårlig stil men overskuddet har bare ikke været til det. Og så kom der jo lige en baby også. En dejlig lille dreng som desværre aldrig nåede at møde sin morfar.

4 Comments

  • Ida 18/04/2018 at 09:28

    Jeg kan godt følge dig.
    Ved godt det ikke er helt det samme, men jeg savner også min bedstemor helt vildt meget og har stadig svært ved at forstå det.
    Og det er så synd for din mor, at der er så meget modstand. FOrstår virkelig godt at det er opgivende.
    Spændende med svaret fra hjerteafdelingen og fornuftigt at undersøge om du har samme hjerte fejl – håber på det bedste :)
    Ida har skrevet følgende…March News 2018My Profile

    Reply
    • Lullumut 20/04/2018 at 22:25

      Jeg kan godt forstå, du savner din bedstemor. Jeg savner også alle fire bedsteforældre, selvom jeg knap kan huske dem med tiden. Og nej, det er ikke det samme som at miste en forælder. Jeg håber ikke, det skal ske for dig før om mange år.
      Ja, det er synd for hende. Og hårdt.
      Tak. Det håber jeg også.

      Reply
  • Tina 16/04/2018 at 09:50

    Det må være en utrolig svær tid for dig.
    Og svært for din mor, jeg håber der snart kommer en løsning og noget sjælefred.
    Jeg har selv mistet hele min familie, på min mors side er det kræft og på min fars side er det dårligt hjerte.
    Både min datter og jeg er blevet undersøgt på Rigshospitalets arvelige enhed for hjertefejl.
    Vi har en hjertefejl der hedder ARVC.
    Jeg håber ikke du er disponeret for noget. Du fortjener et godt langt liv med mand og børn.
    Forårs hilsner og tanker!

    Reply
    • Lullumut 20/04/2018 at 22:23

      Det er det også.
      Og ja, især for min mor. Jeg håber også snart, hun kan få fred. Så længe kan ingen holde til den slags.
      Det er jeg så ked af. Kan slet ikke forestille mig, at det skal ske for nogen.
      Godt at I er blevet undersøgt. Jeg kender ikke de forskellige hjertefejl, men for min fars vedkommende er det for stort/for svagt hjerte.
      Tusind tak, Tina. Så sødt af dig.
      Masser af klem og tanker <3

      Reply

Leave a Comment

CommentLuv badge