Clarion Grand Hotel Helsingborg

Som bekendt blev min kæreste 30 år her i november måned, og det skulle fejres. Ikke med nogen stor fest men med masser af hygge og nærvær. Præcis som han ønskede det. I den forbindelse var vi sidste weekend inviteret en tur til Helsingborg på Clarion Grand Hotel Helsingborg af Hotelspecials.dk.

Turen: Det kunne næsten ikke være nemmere at komme til Helsingborg fra Storkøbenhavn. Der er både mulighed for tog og bil samt færge og bro. Da vi er så priviligerede at have en bil, tog vi motorvejen nord på til Helsingør og parkerede bilen gratis på en lille sidevej med knap 15 min. gå-gang til havnen.

Hotellet ligger vitterligt kun 5 min. fra færgen, og der sejler både Scandlines og Sundbusserne mellem Helsingør og Helsingborg. Vi tog selv med Scandlines, som sejler hvert 30. min, og det koster 56kr. tur/retur for en voksen. Sundbusserne sejler 1 gang hver time og koster 57kr. tur/retur for en voksen. Turen i alt hjemmefra til hotellet tog max. 1 1/2 time.

Hotellet: Jeg har efterhånden boet på en del hoteller, bl.a. i Danmark og i Sverige, og hvis jeg først har prøvet et godt sted, så stiller jeg naturligvis flere krav til mit næste hotelophold. Og jeg blev ikke skuffet over hotellet her. Det er et stort, ældre hotel, men det er meget velholdt og på ingen måde slidt eller nusset. I receptionen var der aldrig kø, så vi blev betjent lige med det samme hver eneste gang. Vi havde indtjekning kl.15, men da vi ankom kl.14, var vores værelse allerede klart. Midt i hotellet er der en rigtig gammel elevator med en lille bænk i. Vildt hyggeligt.

Hotelværelset: Vi boede på et stort lækkert Superior værelse med udsigt ud over Storetorget. Faktisk kunne jeg ligge i min seng og se uret på Rådhuset. Så hyggeligt. Værelset er med højt til loftet og masser af gulvplads. Badeværelset er meget nyt og moderne med en stor bruseniche, hvilket jeg sætter rigtig meget pris på. Derudover var der lækre produkter til at tage i brug. En anden rigtig behagelig oplevelse var badekåber i skabet.

Aftensmaden: Lørdag aften valgte vi at spise aftensmad på hotellet, for ikke at flakke rundt i den mørke kulde, og det var også virkelig en positiv oplevelse, så den beslutning er jeg glad for. Restauranten er en kæde ved navn Kitchen and Table, som har New Yorker vibes, både i indretningen og selve maden. Måske kan I fornemme, at vi sad i en form for bogreol. Min kæreste fik dumplings [Dumpling Town] til forret, mens jeg fik et overdådigt bræt med brød, ost og pølse [Upper East Side Charcuterie & Cheese]. Ved siden af fik vi det lækreste majsbrød.

Vi bestilte begge store bøffer [Butchers Cut Steak Frites] til hovedret, selvom vi havde et godt øje til deres burger. Heldigvis fortrød vi ikke et sekund, for godt var det. Bøfferne var på forhånd skåret ud i mundrette bider, hvilket jeg aldrig nogensinde har prøvet før, men det var faktisk et hit hos os begge. Og vores pommes frittes var drysset med parmesan ost. Det smagte bare så lækkert. I alt spiste vi for ca.700kr. inkl. danskvand og rødvin, og det synes jeg er yderst rimeligt for så god mad, stemning og betjening. Og så var det jo bare lækkert, at vi kunne tage elevatoren direkte op til vores hotelværelse bagefter.

Morgenmaden: Igen, jeg har boet på mange hoteller, og jeg elsker at spise brunch, så her sætter jeg virkelig baren højt, og der skal meget til at imponere mig. Men det her hotel kan i den grad finde ud af at servere brunch. Der er alt, hvad der skal være af det obligatoriske og tilmed mere. Bl.a. er der 2 forskellige slags blødkogte æg, og der er en hylde med ketchup osv, så man selv kan tage med ned til bordet. Der er endda special mad, bl.a. forskellig slags soyamælk og glutenfrit brød, til dem der har det behov. Det er tilmed nemt at få bord derinde.

Helsingborg: Om lørdagen brugte vi et par af eftermiddags timerne på at slentre rundt i de små hyggelige stræder i Helsingborg. Af butikker er der bl.a. H&M, Gina Tricot, Lindex, Àhlens, Granit, Tiger, The Body Shop m.fl. Vi gjorde holdt og fik en lille kage og iskaffe på retro caféen Ebbas Fik, Bruksgatan 20. Det var enormt svært at få bord derinde, fordi det er et populært sted. Men det var sjovt at opleve stedet og beslutte sig fra det enorme menukort. Vi besøgte også Lakritsboden, Bruksgatan 5A, som er en butik kun med lakrids. Vi købte lidt forskelligt, og jeg fik mig bl.a. en Marvis tandpasta med lakridssmag. Om søndagen valgte vi at gå en tur og se nærmere på den fine borg for toppen af Storetorget. Nogle af butikkerne var endda åbne om søndagen.

Hotelspecials.dk: Jeg vil også gerne lige knytte en kommentar til Hotelspecials.dk, som havde inviteret os. Det er en super god deal side, som samler hotelværelser og giver gode rabatter. Den er nem og overskuelig at navigere rundt i, og det er ofte der, jeg kigger forbi, når jeg skal finde weekend ophold. Glæder mig allerede til at booke næste tur med tøserne.

Alt i alt: Det var en meget dejlig weekend og oplevelse. Ikke mindst fordi det kun var mig og min kæreste, og fordi vi fejrede hans 30 års fødselsdag, men også fordi alt bare spillede. Jeg vil klart huske at bruge Hotelspecials.dk noget oftere, og skal jeg overnatte i Helsingborg på et senere tidspunkt, vil jeg helt sikkert besøge Clarion Grand Hotel Helsingborg igen. Spørgsmål til turen og opholdet er som altid meget velkomne.

Hotel opholdet er sponsoreret, men holdningerne er mine egne

11 Comments

  • Turen går til Thailand i næste uge, og jeg glæder mig 04/01/2017 at 07:31

    […] Læs også: Clarion Grand Hotel Helsingborg […]

    Reply
  • Godt nytår - Og en opsummering på 2014 - Lullumut - A lifestyle blog 19/10/2016 at 18:18

    […] november besøgte jeg Helsingborg og det dejlige hotel Clarion Grand Hotel Helsingborg sammen med […]

    Reply
  • Marvis lakrids tandpasta | 09/12/2014 at 20:15

    […] tandpasta er købt på min tur til Helsingborg hos Lakritsboden, Bruksgatan 5A. Men den kan købes flere forskellige steder. Bl.a. HER hos […]

    Reply
  • Stine // KISS KISS BANG BANG 01/12/2014 at 17:17

    Det ser super lækkert ud! :-)

    Reply
    • Lullumut 01/12/2014 at 21:26

      Jeg kan så meget anbefale både turen og stedet :-)

      Reply
  • BRUUN by BRUUN 01/12/2014 at 10:40

    Det ser dejligt ud :-)
    Jeg glæder mig også til at komme lidt væk – jeg har forvildet mig ud i et kæmpe nyt projekt 1. januar, så trænger til at lade op ;-)

    Rigtig godt skrevet, Louise.

    /Linda

    Reply
    • Lullumut 01/12/2014 at 21:26

      Og det var det også, kan så meget anbefale dig det :-)
      Det kan jeg godt forstå. Uh, glæder mig til at høre om det :-)
      Tusind tak :-) Det tog også lidt tid at få bikset det indlæg sammen, haha :-)

      Reply
  • Ida 01/12/2014 at 05:50

    Det lyder bare som en helt gennemført og perfekt 30 års fødselsdag fejring :)
    Og rigtig god anmeldelse af hotellet. Men hov hov drak du rødvin? :D

    Reply
    • Lullumut 01/12/2014 at 21:25

      M blev i hvert fald meget glad, og vi havde en dejlig weekend :-) Så fin by og hotel.
      Tak! :-) Nej, jeg fik danskvand, og M fik rødvin :-)

      Reply
  • Karina 30/11/2014 at 20:36

    Hvor ser det hyggeligt ud ;)

    Reply
    • Lullumut 30/11/2014 at 20:40

      Det er et meget anbefalelsesværdigt hotel :-) Helt sikkert. Jeg skal klart derhen igen. Og du kan tro, vi hyggede os :-)

      Reply

Leave a Comment

CommentLuv badge

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.